Det her diagnosticering af mandens arbejds-narkomani har kastet mig ud i en krise jeg kun delvist forstår.
Jeg er stresset, grådlabil, orker ikke at omgås eller snakke med andre (og det ligner mig virkelig ikke!) - energiniveauet er i bund og jeg misrøgter mit arbejde en smule.
Der er mange temaer på spil:
- alle parallellerne til min fars alkoholmisbrug, som jeg pludselig kan se
- tilliden - tror jeg på, at han VIL behandles, tror jeg på at han KAN behandles, tror jeg på at vi har en fremtid sammen, eller skal jeg bare reagere på min gut-feeling, som siger "flygt".
- Kærligheden, som vi på en eller anden måde altid har formået at have til hinanden på trods af problemer og kaos (eller er det bare en anden form for afhængighed?...)
- Behandlings-strategier - hvilke tror jeg på - hvilke er han villig til at gå ind i?
- tid - hvor lang tid kommer det her til at tage
- i hvilket omfang skal vi involvere vores børn..

Alle de her tanker og følelser vælter rundt i mig, og har gjort i de seneste 4 uger. Gennem samtaler med psykologen har fået lidt mere styr på nogle af dem. Panikken over genkendeligheden ift. min far er nogenlunde parkeret. Flugt-instinktet er nogenlunde parkeret - i hvert fald frem til jul, for at give manden en chance for at acceptere, forstå og reagere. Kærligheden og ønsket om en fælles fremtid er der stadig, om end lettere flosset i kanterne. Tilliden er på prøve, genopbygningen kommer til at tage meget lang tid. Behandlings-strategier er under opbygning.
Der er mere ro i mit hoved, og alligevel ikke. Følelsen af magtesløshed, kaos og kamp tager livet af mig i en grad, som jeg ikke helt forstår og som irriterer mig! Det er jo ikke mig, der har et afhængigheds-problem jeg skal bekæmpe - det er jo ikke mig, der skal genopbygge tilliden fra min familie. Men det er mig, og ikke manden, der er stresset og trækker sygedage på jobbet pt. Han er såmænd rimelig munter, og giver kun lejlighedvis udtryk for at problemet tynger ham.

Det stikker helt sikkert dybere end han giver udtryk for, og den overkompenserende evne til at parkere følelser på øverste hylde er givetvis en stor del af den grundlæggende årsag til selve afhængigheden, og noget af det som han skal deale med i terapien - men alligevel! Det føles umådeligt urimeligt, at jeg er hårdere ramt af det her, end han er.

Godt igang med at dyrke selvmedlidenheden på sofaen under dynen i dag (jeg har en virus, chef..) slog det mig, at det (selvfølgelig) er det massive kontroltab, der slår mig ud af kurs, for der er ikke noget jeg kan gøre for at løse det her! Jeg kan selvfølgelig skride fra det hele, men hvis vi nu lige parkerer den option i et øjeblik, så er der INTET jeg grundlæggende kan gøre, som sikrer mig en god løsning på det her problem, og der er intet jeg kan gøre, for at tilrettelægge stabile og trygge rammer og strukturer på vejen mod en løsning. Og jeg har behov for struktur og rammer og forudsigelighed og tryghed (hej hej adhd).
Alt dette ligger lige nu i hænderne på verdens mest ustrukturerede menneske, som måske/måske-ikke kan og vil forstå dybden af sit problem og i hvilken grad det påvirker hans familie, og som måske/måske-ikke kan og vil modtage den nødvendige behandling og måske/måske-ikke kan og vil gøre hvad der skal til, for at jeg kan stole på ham igen.
Alle udfordringer livet indtil nu har budt mig, har jeg kunnet deale med ved at arbejde hårdere, tilegne mig ny viden og udvikle migselv personligt el.lign. men i det her står jeg overvejende magtesløs overfor både opgaven og tidshorisont. Og det er freaking skræmmende!